Vaks borger afslørede tyv
Mand løb med indbygningskogeplade på et mærkeligt tidspunkt - set af borger, som alarmerede politiet
HOBRO: En vaks borger opdagede onsdag ved godt 21-tiden en mand, der kom løbende væk fra en villa på Viborg Landevej i Hobro med en indbygningskogeplade under armen og hen til en bil.
Det fandt borgeren så mistænksomt, at politiet blev kontaktet, fremgår det af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.
Borgeren havde, før han kontaktede politiet, noteret sig bilens registreringsnummer.
En politipatrulje rykkede ud til den adresse, som bilen var registreret til, og her kunne betjentene konstatere at indbygningskogepladen var blevet stjålet fra adressen på Viborg Landevej.
Indbygningskogepladen blev sikret - og tyven fik en kvittering i form af en sigtelse for tyveri.
Nordjyllands Politi kvitterer for godt borgerarbejde, lyder det i døgnrapporten.