Værsgo: En sidste gave til hjembyen
Et stille hjørne i bypark gøres smukkere af kendt persons endelige ønske
FARSØ: Der skulle blomster til, da en kendt skikkelse i byen døde. Masser af blomster. Men ikke på hans gravsted.
Hans Peter Sauer, kendt skotøjshandler i Farsø, formand for handelstanden i en årrække og de sidste mange år en stor arbejdskraft og vidensbank på egnens lokalhistoriske arkiv, tænkte nemlig på sin by, da han vidste at hans levetid var ved at rinde ud.
De penge, folk ville bruge på at mindes ham med blomster til begravelsen, skulle i stedet gå til at forskønne byens mindelund for besættelsen, bad han om, og den bøn hørte byen.
41.000 kroner til lund
Da Hans Peter Sauer blev begravet i marts efter en sidste tid på hospice, blev der samlet 41.000 kroner ind i blomsterpenge, og de er i disse uger på vej til at forny og forskønne mindesmærket i byens park, Søanlægget.
Og ikke nok med det: I anledningen har kommunen sat ekstra kræfter ind på at forny anlægget, og i den forgangne uge har tre ansatte været i gang med at en noget mere omfattende renovering og opgradering af stedet, end Hans Peter Sauer havde ønsket.
- Hans Peter Sauer var en mand, som altid klar i spyttet, så man vidste hvad han mente, og det kan jeg godt lide. Vi havde respekt for ham, og jeg tror det var gensidigt, fortæller Carsten Agesen, teamleder hos kommunen for havn, natur og byrum.
- Vi vil godt bakke op om Hans Peter Sauers sidste ønske og gøre det pænt her. Derfor bliver der lagt en kampestenskant ved mindelunden, det gamle bunddække bliver fjernet og der bliver lagt chaussé-sten i stedet, fortæller han.
Færdigt til efteråret
Han Peter Sauer blev 77 år gammel, og selv om han blev først blev født i besættelsens sidste halvår, var han meget optaget af "de fem forbandede år" og dens indflydelse på egnen.
Det var således et besøg på Ryvangen i København, der fik ham til at anbefale, at der skulle plantes lyng ved Farsøs mindesmærke. De seje planter fandtes nemlig også der, hvor mange danske modstandsfolk blev henrettet af tyskerne.
Det ønske får han opfyldt:
- Vi kommer til at plante forårs- og efterårslyng, så der altid vil være blomster ved mindelunden. Det bliver dog først til efteråret, når vejret mere er til det. Resten gør vi færdig her i sommer, lover Carsten Agesen.