Billede beskrivelse

"Utøj og naboskab" i Snæbum

19. marts 2018 kl. 06.00

En gruppe lokale amatørskuespillere er igen i år klar til at naboer og venner to aftener fyldt med latterkramper og godt humør, når de opfører årets dilettant på de skrå brædder i Snæbum Kultur- og Forsamlingshus.

Forestillingen i år har titlen "Utøj og naboskab" og er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen. Generalprøven finder sted fredag 23. marts, mens selve premieren er dagen efter afsluttende med musik og dans.

I år er det et rutineret skuespillerhold, som blandt andet tæller Kristian B. Larsen i hovedrollen som den fugleinteresserede kontornusser Jens, som i en fantastisk forviklings arce må finde på utallige gode og mindre gode historier for ikke at sætte sit ægteskab med hustruen Minna, spillet af Dorthe Pedersen, over styr.

Til at sætte ekstra skub i løjerne og drive Jens ud på dybere vand, bliver den smukke nabo Jeanne, spillet af Ekaterina Frolova, viklet ind i mange af historierne, ligesom man også kommer til at møde hele Danmarks sexolog spillet af Harriet Fabrin, hendes far spilles af Kenneth Velling og dennes ungdomskæreste spilles af Inger Bak.

Og som det ikke var nok, så må den stakkels Jens også midt i alle forviklingerne håndtere beskyldninger fra en jaloux ægtemand spillet på hårdtslående vis af Jørn Neimann.

Til at holde styr på de mange forviklinger har holdet sat Lise Rosendahl i instruktørstolen, og i sufflørkassen kæmper Ulla Neimann med at holde styr på aktørernes replikker, når forviklingerne også spreder sig til ordstillinger, eller når klappen går ned.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste