Billede beskrivelse

US Car Camp kommer på besøger i Hadsund

25. juli 2017 kl. 13.00

Skagen er kendt for mange ting, bl.a. uge 29 hvor "Hellerup" folket valfarter til byen for at feriere, og uden sammenligning i øvrigt har Hadsund slået uge 30 fast som ugen, hvor over 150 US Cars gæster byen og slår sig ned 2-3 timer for at vise deres "øser" frem og hygge med borgerne i byen.

Det er tid for den årlige US Car Camp i Fruerlundsparken der, siden starten i 2009, har vokset sig så stort, at det kun overgås af et enkelt andet træf i Danmark.

Christina Stensbøll, en af arrangørerne bag fortæller, at over 1.000 US Cars har meldt deres ankomst til Fruerlundsparken, og hovedparten af disse kommer sydfra, dvs. de skal over Hadsund Broen for at nå til Øster Hurup, så der bliver god mulighed for at høre og nyde synet af bilerne både op til, under og efter træffet.

- En tradition ved træffet er, når bilerne skal på cruise omkring Mariager Fjord, og hvor der i starten var et kort Pitt-stop i Hadsund, er der nu - i US Cars program - indlagt "Cruise til Gågaden i Hadsund" som fast del af det officielle program, og det er vi både glade for og lidt stolte af, siger Jan Vestergaard, aktivitetsansvarlig for Hadsund Handel.

Og vi har sat alle sejl til for, at det både bliver en stor oplevelse for de mange US Cars der besøger byen, men også for borgere, turister o.a. der finder vej til Hadsund på torsdag 27. juli.

Bilerne begynder at indfinde sig fra kl. 11.30 og sidste år lykkedes det at få 115 af de over 150 biler parkeret i Storegade og på Torvet. De stod rigtig meget tæt i gaden, og de sidste måtte "lines" op på sideveje og P-pladser i byen.

På Torvet er opstillet scene til Smalltown Tommy som er 4 gutter der spiller autentisk Rockabilly og Rock ’n’ Roll fra dengang farfar var dreng. De går på scenen kl. 13.00 og vi kan nyde deres musik i en times tid, hvorefter de også skal retur til US Car træffet i Fruerlundsparken.

Naturligvis er der mulighed for at købe fadøl på Torvet, ligesom alle spisestederne disker op med gode US tilbud. Og Hadsund Handels medlemsbutikker supplerer stemningen ved, at medarbejderne alle i dagens anledning er iført ægte Stetson Cowboy hat, samt det obligatoriske tørklæde som hører en ægte Cowboy til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste