Billede beskrivelse

Unge vesthimmerlændinge i ”Løvens Hule”

Lokalt erhvervspanel tog hhx-elever i skole - og gav dem gode råd

16. februar 2021 kl. 13.53

De elever, der vælger faget innovation på HHX-uddannelsen på HEG i Aars, skal som en del af undervisningen udarbejde en forretningsidé til en ny virksomhed.

Og som noget nyt har de i indeværende skoleår også præsenteret deres forretningsidéer i en lokal udgave af ”Løvens hule”, hvor panelet bestod af lokale erhvervsfolk fra Vesthimmerlands kommune.

Fire teams fremlagde deres idéer for et panel bestående af Lars Thomsen, bankdirektør Jutlander Bank, Dan Skovgaard, erhvervschef for Erhverv Væksthimmerland, Preben Stæhr, erhvervsmand og entreprenør, Lonnie Skovfoged, indehaver af Aars-, Aalestrup- og Farsø apotek og Ulf Bender, direktør, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Panelet gav hvert team ris og ros - samt forslag til, hvordan de hver især kunne udvikle deres idéer yderligere - og ifølge Ulf Bender var panelet generelt positivt overrasket over det høje niveau, eleverne lagde for dagen ved præsentationen af deres ideer.

Eleverne blev derfor også opfordret til at søge hjælp hos erhvervsrådets innovationsmedarbejdere, hvis de vil arbejde videre med deres forretningsidéer - og flere af paneldeltagerne lovede desuden at hjælpe med at søge midler til en realisering af projekterne hos mulige fonde, hvis det skulle komme dertil.

Teamet med forretningsidéen ”Madkassen”, bestående af Nataly Restrepo Quintero, Sanni Brandt Dyrvig Jensen og Victoria Femhøj Jensen, skilte sig ud og løb med førstepladsen på lokalt plan.

De tre øvrige hold var ”Redress” bestående af Daniel Pedersen da Silva Cardoso, Markus Gjelstrup Hagen og Simon Friis Andersen, ”Moove-It” bestående af Anders Rynkeby Sondrup Knudsen, Frederik Bang Pedersen og Victor Haugaard Mortensen samt ”Seniorselskabet”, bestående af Ane Kirstine Østergaard Pedersen, Julie Sønder Jensen og Samanta Petrova.

Vinderholdet bag projekt ”Madkassen” har efterfølgende forsvaret Vesthimmerlands ære i den seneste udgave af ”Danish Entrepreneurship Award”, arrangeret af Fonden for Entreprenørskab.

Her blev det - i skarp konkurrence med i alt 300 hhx-elever fra hele landet - til en plads i finalen og en ærefuld samlet femteplads.

Alle fire hold fra HEG i Aars har også netop deltaget ved de Nordjyske mesterskaber i entreprenørskab.

Her fik de alle positiv og konstruktiv feedback - uden at det dog rakte til at gå videre fra den indledende runde.

Alene dét at stille sig op foran et professionelt panel af erhvervsledere og skulle præsentere sin idé er dog i sig selv med til at udvikle de personligt kompetencer, lyder det fra holdet bag forretningsidéen Redress.

- Innovations-faget lægger i høj grad op til kreativ udfoldelse, sjove og skøre ideer, og samarbejde på tværs af uddannelser, institutioner samt virksomheder, og det er helt sikkert noget, vi vil komme til at kunne bruge senere i vores professionelle arbejdsliv, forudser Redress-holdet.

Og hvem ved? Måske ender det endda med, at en eller flere af idéerne fra undervisningslokalerne på hhx-uddannelsen i Aars udvikler sig til et egentligt forretningskoncept....

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste