Unge o-løbere gjorde rent bord

26. maj 2017 kl. 16.27

REBILD: Ungdomsløberne i Rold Skov Orienteringsklub kan ikke ligefrem beskyldes for at være særligt beskedne. De gjorde slet og ret rent bord i ungdomsklasserne, da der Kristi himmelfartsdag blev dystet om de nordjyske mesterskaber i stafet-orientering.

Stævnet blev afviklet "hjemme" i Rold Vælderskov - og kan med god ret ses som en foreløbig kulmination på flere års målrettet ungdomsarbejde i Rold Skov OK.

I klassen for herrer/damer op til 12 år var det Andrea Svenningsen, Asta Kappel Jensen og Sofie Flyvbjerg, der endte øverst på resultattavlen, og i klassen for de 13-14 årige fik de følgeskab af Silja Svenningsen, Mathilde Andersen-Otte og Laura Bobach.

- Pigerne er alle løbestærke, men det er især på orienteringsteknikken, at de rykker fra konkurrenterne. Det har været imponerende at følge den udvikling, som vi har sat i gang, lyder det fra en glad og stolt ungdomsleder, Elizabeth Borchorst.

I den frie klasse ved stævnet var der blevet plads til yderligere to ungdomsløbere, nemlig Mathilde Bobach og Mathilde Krogh Hansen. De var på hold med voksenløberen Peter Bobach, og med endnu en solid indsats fra ungdomsløberne, endte også dette hold på en sikker 1. plads.

- Det er en super dejlig optakt til klubbens fejring af 75 års jubilæet, der finder sted i starten af juni måned. Vi er nået utrolig langt, og vi vil nå endnu videre takket være en målrettet og inkluderende ungdomstræning, bemærker klubformand Ole Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste