Unge med til at skabe bevægelse i skolen
73,4 pct. af de ældste elever synes, det giver en bedre skoledag
REBILD: Ni ud af ti udskolingselever i Rebild Kommune synes, det er godt med bevægelse i undervisningen, og hele 73,4 pct. mener, at de får en bedre skoledag, hvis dagen indeholder bevægelse.
Det er et par af konklusionerne, efter at kommunen har kigget nærmere på, hvordan det indtil videre er gået med at implementere skolereformens krav om bevægelse i undervisningen.
I Rebild har man bl. a. valgt at løse udfordringen ved at tilknytte to bevægelseskonsulenter, Jannie Lynge og Mikael Drejer.
Som en del af processen har de uddannet både lærere og elever som såkaldte "bevægelses-coaches".
Alle kommunens lærere har deltaget i mindst to bevægelseskurser - og i alle kommunens udskolingsklasser er der uddannet tre bevægelsescoaches.
I begrebet "bevægelsescoach" ligger, at eleverne får en uddannelse, som gør dem i stand til at planlægge og gennemføre bevægelsesaktiviteter i samarbejde med lærerne.
Og de unge "bevægelsescoaches" i Rebild er virkelig gået til opgaven med liv og sjæl, fremhæver bevægelseskonsulent Jannie Lynge.
- Det viste sig hurtigt, at eleverne besad både didaktiske og idrætsmæssige kompetencer fra blandt andet deres deltagelse i idrætslivet.
- Eleverne har været meget motiverede for at bidrage til, at deres klassekammerater får mere bevægelse i skoledagen, og evalueringen viser desuden, at 44,5 pct. af lærerne vurderer, at bevægelsescoaches har haft en stor eller afgørende betydning for implementeringen af bevægelse, pointerer hun.
I Rebild Kommune forhandles der nu om, hvordan de positive tilbagemeldinger på de hidtidige initiativer skal bruges fremadrettet, så der forhåbentlig fortsat vil være masser af bevægelse i den lokale folkeskole.