Ugens film i Kinorevuen
Den bedste mand
Historien om den legendariske danske bokser Jørgen "Gamle" Hansen og hans kone Hanne. Da vi møder Jørgen i slutningen af 1970’erne, har de fleste dømt ham færdig i boksning.
Han er bange for at gå i ringen, hans krop er slidt, og banken truer med at tage huset fra ham og hans familie. Kun én ting holder sammen på det hele. Hans elskede Hanne - manager og kone i ét.
Men da Hanne beslutter, at familien Hansen skal lægge hus til promoter Mogens Palles nye afrikanske boksehåb Ayub Kalule, spirer et uventet venskab, og takket været sin nye ven og sparringspartner begynder Jørgen langsomt at genvinde troen på sig selv.
Og da han stik mod alle odds tilbydes en EM-titelkamp mod den frygtindgydende englænder Dave "Boy" Green, der kan redde både karrieren og familiens hjem, må han se sin største fjende i øjnene én gang for alle: En panisk rædsel for at bokse...
Jacques - En mand af havet: For generationer er navnet Jacques Cousteau forbundet med eventyr på verdens have - og måske især under overfladen på verdens have. Cousteau var om nogen pioneren, der brød barrieren til den tavse verden under havets overflade og formåede at fascinere en hel verden med sine opdagelser og sine drømme om menneskelig kolonisation af havdybderne. Samtidig var hans eget liv også et drama. Selvom han var lykkeligt gift, kunne Cousteau ikke undvære erobringerne af andre kvinder, og selvom sønnen Philippe forgudede sin far, var han mindre tilgivende end sin mor og ofte i oprør mod rollen som ’Jacques Cousteaus søn’. Da hele Cousteaus imperium er truet af kollaps, vælger Philippe imidlertid at tage med sin far på en risikabel mission i storme og mellem isbjerge til det sidste uudforskede kontinent, Antarktis.