Udsigt til en skønnere strand i ferieby
Badegæster vil snart kunne nyde badestrandens klare vand i stedet for det brunlige mosevand, som har skæmmet udsigten
ØSTER HURUP: Stranden ved Øster Hurup er en af Danmarks skønneste badestrande, men i de senere år har den ikke været nær dejlig, som den plejer. De badende er nemlig blevet generet af brunligt vand fra Sellegård Bæk, der på en strækning på 300 meter løber langs med stranden, fordi bækkens oprindelige udløb er sandet til.
Kystdirektoratet har nu givet tilladelse til at genoprette udløbet af bækken, så det næringsholdige vand fra Lille Vildmose ikke længere vil genere badegæsterne.
Det er Mariagerfjord Kommune, som på vegne af Sommerhusforeningen for Sellegårde og Kattegat Strand Camping har ansøgt myndighederne om tilladelse til at genskabe bækkens udløb.
- Stranden ved Øster Hurup skal være en af Danmarks bedste badestrande, og både sommerhusejere og turister skal kunne regne med, at stranden er i fin form. Derfor har vi også ventet utålmodigt på myndighedernes tilladelse til at finde en permanent løsning på problemet med Sellegårde Bæk, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, i en pressemeddelelse.
Niels Juel er formand for sommerhusforeningen, og han tror også, at det skaber en mere attraktiv strand:
- Vi er rigtig glade for, at vi nu får lov til at styre bækken, så mosevandet ikke længere løber langs stranden. Selvom mosevandet er rent, så synes badegæsterne ikke, at det ser indbydende ud. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi har fået tilladelsen så vi kan gøre noget ved problemet inden badesæsonen begynder, siger han pressemeddelelsen.
Udover at tage første politiske spadestik til strandgenoprettelsen har Mariagerfjord Kommune for nylig taget initiativ til at stifte et strandlav. Det skal tage stilling til, hvordan stranden fremover skal vedligeholdes og forskønnes. Baggrunden for at stifte lavet er et vejrfænomen, som sidste sommer efterlod tang og pollen langs strandkanten.