Tysk back bliver i Hobro
Björn Kopplin har forlænget aftalen med superligaoprykkerne
HOBRO: Den tidligere tyske ungdomslandsholdsspiller Björn Kopplin tager minimum ét år mere i Hobro IK.
Den 28-årige back kom til klubben i vinter fra upåagtede Preußen Münster i den tredjebedste tyske række, og den første aftale med Hobro var kun på et halvt år.
I den danske 1. division har Björn Kopplin hurtigt vist som en stabil og dygtig spiller, og nu følger han med op i Alka Superligaen.
- Han har virkelig taget alle i klubben med storm. Han har en professionel tilgang til tingene og er en dygtig fodboldspiller, der træner godt og er taktisk klog, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
Björn Kopplin har tidligere været på kontrakt i Bayern München, og han har spillet over 30 ungdomslandskampe for Tyskland.
- Jeg er faldet godt til i Hobro og har fået et godt forhold til trænerteamet, mine holdkammerater og klubbens fans. Nu glæder jeg mig til at spille superliga-fodbold, og jeg vil gøre alt for, at Hobro redder sig, siger Björn Kopplin i forbindelse med kontraktforlængelsen.