Topfolk fra V og S indtager talerstol grundlovsdag
Kan det virkelig have sin rigtighed, at man i Terndruplund 5. juni holder grundlovsfest nr. 169, når grundloven i virkeligheden kun har 168 år på bagen?
Ja, det kan det, forsikrer formand for Terndruplundfonden, Per Seeberg.
- Man startede nemlig med grundlovsfest nr. 1 i 1849, og festlighederne var langt fremme, inden kongens underskrift var tør, fremhæver han og føjer til, at den allerførste grundlovsfest i København til sammenligning først blev afholdt i 1862 - altså 14 senere end i Terndrup.
Ved grundlovsfesten i Terndruplund bliver det i år op til to velkendte talere at indtage den traditionsrige talerstol i det himmerlandske: Nemlig fhv. forsvarsminister og nuværende gruppeformand for Venstre i Folketinget, Søren Gade, og politisk ordfører for Socialdemokratiet, Nicolai Wammen.
Showorkesteret Sigfreds Fodvarmere tager sig af den musikalske underholdning - som garant for, at ethvert tilløb til unødig højtidelighed hurtig afværges.
Og umiddelbart efter første afdeling med talere, fællessang og musikalsk underholdning, vil der være fællesspisning i skovpavillonen, hvor begge talere deltager.