Tilbage på sit gamle gymnasium
Johnny Nielsen - fortalte på sit gamle gymnasium om sin tid som FN-udsendt kampvognskommandør i Bosnien
VESTHIMMERLAND: Det er efterhånden ved at være nogle år siden, Johnny Nielsen fra Hornum selv dimitterede fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars.
Forleden var han tilbage på sit gamle gymnasium. Ikke for at tale om gamle gymnasieminder men for at fortælle nogle af gymnasiets historie- og samfundsfagselever om sin tid som udsendt soldat til Bosnien i 1994, hvor han var en del af den såkaldte Operation Bøllebank.
Johnny Nielsen var kampvognskommandør i panserbataljonen Nordbat 2, der var udsendt af FN under et fredsbevarende mandat til Tuzla i Bosnien for at holde de stridende parter, serbere, kroater og bosniske muslimer, adskilt.
Både eleverne og de tre lærere, Jeff Klintø, Kirsten Sørensen og Jakob Dyrman, lyttede intenst til Johnny Nielsens beretning, der tydeligt dokumenterede, at udsendelsen også har haft nogle personlige omkostninger. Johnny Nielsen kan stadig opleve flashbacks, hvor adrenalinen begynder at pumpe, f.eks. hvis han i et uopmærksomt øjeblik bliver overhalet af en hurtigkørende bil.