Billede beskrivelse

Thomasberg: Fedt med stærk modstander

Hobro møder FC Midtjylland i årets første træningskamp - og det glæder cheftræneren sig over

19. januar 2018 kl. 08.18

FODBOLD: Selvom det ofte er kutymen, at man lige starter foråret ud med en træningskamp mod en lettere modstander for at komme i gang, så starter Hobro lige på og hårdt, når de senere fredag møder FC Midtjylland i årets første træningskamp.

- Vi når jo kun et par kampe på hjemlig grund på grund af den korte opstart, der er i år, hvor Superligaen starter ret tidligt. Så der er ikke tid til at prøve så mange forskellige ting af, lyder det fra Hobros cheftræner, Thomas Thomasberg.

- Så ved jeg ikke, om der er nogen umiddelbart fordel ved at møde en stærk modstander i første kamp, men for os er det kun fedt, at vi bliver matchet med noget af det allerbedste, som vi jo også skal møde i ligaen igen.

Cheftræneren ser selvfølgelig sine spillere til træning stort set hver dag, men selvom alle ved, at der ikke point på spil, så giver det alligevel mere at se sine spillere i en træningskamp end hjemme på træningsanlægget.

- Det er lidt ligesom turneringskampe, selvom der ikke er point på spil. Du opnår ikke den samme intensitet, som du gør i turneringskampe, men det er stadig noget andet end almindelig træning.

- Der er bare noget ved at have en modstander. Til træning ved du, at det ikke koster noget at lave en fejl, og at du kan prøve igen i næste øvelse. Selvom det kun er en træningskamp, så er det bare anderledes at stå i en situation, som du ved, kan være afgørende for kampens udfald.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste