Billede beskrivelse

Temaaften om ordblinde elever

24. december 2017 kl. 11.39

STØVRING: Mit barn er testet ordblind, hvad skal jeg tænke om det og hvordan kan jeg hjælpe?

Disse store spørgsmål kan forældre til børn i skolealderen, der allerede er testet ordblinde, få svar på ved et arrangement i Stubhuset i Støvring torsdag 25. januar om aftenen.

Her har Rebild Bibliotekerne i samarbejde med Rebild Kommunes læsekonsulent Anne Vibeke Frank nemlig arrangeret en temaaften med fokus på ordblindhed.

Aftenens arrangement indledes med en velkomst ved læsekonsulent Anne Vibeke Frank efterfulgt af et foredrag af forstander på Farsø Efterskole Lone Primdahl.

Hun vil fortælle om de erfaringer og tanker, de dagligt høster på efterskolen, hvor alle elever er ganske almindelige unge, der er ordblinde.

Desuden vil elever fra efterskolen i Stubhuset fortælle deres historie samt vise hvordan de bruger deres IT-redskaber i undervisningen.

Forstanderen efterfølges af psykolog Lise Sørensen, der selv er ordblind. Hun vil fortælle om ordblindhed og forældrenes centrale rolle i forhold til deres børns trivsel og selvværd.

Mette og Jeanette fra Rebild Bibliotekerne runder temaaftenen af med at fortælle om bibliotekernes rolle og egne erfaring med at formidle lystlæsning til børn og vil sætte fokus på online ressourcer fx e-reolen.dk.

Temaaftenen foregår i Stubhusets café mellem klokken 19 og 21, og undervejs vil der blive en pause med mulighed for at drikke en kop kaffe og få en snak med andre forældre, der står i samme situation som en selv.

Der er gratis entré, men tilmelding er nødvendig. Billet kan hentes via www.himmerlandsbilletten.dk eller direkte på biblioteket nabo til Stubhuset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste