Talentparade i Hobro
HOBRO: Det er efterhånden ved at være nogle år siden, Danmarks jernhårde håndbold-ladies hev ædelt metal hjem fra EM, VM og OL, men det bliver der forhåbentlig ændret ved, når næste generation af kvindelige håndboldtalenter rykker op i seniorrækkerne.
27. og 28. maj bliver der i Himmerland alle muligheder for at tage fremtidens stjerner nærmere i øjesyn, når de regerende danske U19-viceverdensmestre tester formen i to landskampe mod Holland - først i Hobro Idrætscenter og dagen efter i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø.
Træningskampene mod Holland indgår som et vigtigt led i det danske U19-landsholds forberedelser frem mod sommerens EM, der afvikles i Slovenien i perioden 25. juli-7. august.
- Og Holland er nøje udvalgt som trænings-modstander i de to kampe i Hobro og Farsø. Deres spil er baseret på et meget varieret offensivt forsvar, hurtige returløb, hurtige angreb og en meget udfordrende spillestil. I Danmark spilles der sjældent med offensivt og så varieret forsvar, så det er en oplagt mulighed for at blive prøvet mod en forholdsvis fremmed spillestil, siger U19-landstræner Heine Eriksen.
De to forestående U19-landskampe i det himmerlandske indgår som en del af Dansk Håndbold Forbunds traditionelle "sommerlejr" i Hobro Idrætscenter.
I år vil der i alt være samlet ca. 70 spillere i årgangene 1998-1999 (U19), 2000, 2001 og 2002 i Hobro i dagene 24-28. maj.
Der er således udsigt til masser af intensitet i begge haller, og masser af karrieredrømme står på spil.
Selve landskampen i Hobro 27. maj arrangeres i samarbejde med HIK-Rosendal Håndbold.