Tag på opdagelse blandt krondyr og vildsvin
I Lille Vildmose ligger en næsten urørt naturperle. Tilbage i 1906 blev Tofte Skov og Mose indhegnet af den lensgreve på Lindenborg Gods. Han ville sikre sig nogle gode områder til jagt.
Gennem tiderne har skoven skiftet ejere nogle gange og området ejes nu af Aage V. Jensen Naturfond. Jægernes nidkærhed i forhold til at sørge for gode jagtmarker, har sikret skoven og mosen mod den industri og afvanding, som en stor del af Lille Vildmose har været udsat for. I de godt 100 år, der er gået, har naturen fået lov at passe sig selv og dyrenes græsning og fødesøgning skaber og vedligeholder en varieret, lysåben græsningsskov med lysninger, store sletter og åbne kær.
Den oprindelige jyske stamme af krondyr, der var i skoven da hegnet blev sat, har formeret sig og der er nu ca. 400 krondyr i Tofte Skov. I 1926 blev fire tyske vildsvin sat ud i skoven og de er blevet til de omkring 200 dyr, der lever der i dag.
Det er en helt særlig oplevelse at komme i Tofte Skov, hvilket er muligt på en guidet tur fra Lille Vildmosecentret. Guiden fortæller om skoven og det liv, der er levet der gennem 100 år. Spændingen breder sig i bussen, når den nærmer sig lågen i hegnet. Hvilke dyr er der mon at se i aften? Bussen triller roligt gennem skoven mens guiden fortæller om dyrene og anekdoter om de folk, der har levet, arbejdet og gået på jagt i skoven.
Skolebørnenes sommerferie er godt i gang og det kan man mærke i Lille Vildmosecentret. Vi har et spændende ugeprogram for børnefamilier, bedsteforældre og andre med hang til hygge og naturoplevelser.
Aktiviteterne foregår på Lille Vildmosecentret og er bl.a.: Leg og sjov med trolden Lille Vildma, Besøg elgenes land - guidet tur i egen bil, Krible Krable - find og undersøg smådyr, Besøg elgenes land - guidet tur i egen bil og Vild med Vildmosen - hygge og aktiviteter ved bålet
Vi tænder op i bålet hver dag og der er mulighed for at købe og grille pølser og skumfiduser.
Inde i udstillingen kan man blive klogere på de forskellige dyr, der lever i mosen og se en del af dem udstoppet. Prøv at stå ved siden af den store elgtyr og se hvor stor den i virkeligheden er. Hvis man har lyst til at få "luft under vingerne" kan en tur i ørnesimulatoren anbefales.
Er man mere til levende dyr, så kig ind i Naturværkstedet hvor der er hugorm, mus og rotter at se.