Svingende jazz fra Budapest - på "K"
Budapest Swing Band kigger forbi Café K
Det ungarske orkester Budapest Swing Band spiller fredag den 26. oktober klokken 20 på Café K.
Og der venter både byen og cafépublikum et festligt besøg.
Budapest Swing Band, som er Ungarns mest kendte, traditionelle jazz-orkester fylder nemlig lokalet med rigtig, swingende jazz fra de gode gamle dage.
Østeuropæiske jazzmusikere - ikke mindst fra Ungarn - har siden Murens fald opnået stedse større succes i Vesteuropa.
Det musikalske niveau er som bekendt højt ovre østpå, og de senere årtiers kraftige påvirkning og inspiration fra de vestlige jazzmiljøer har virkelig båret frugt.
Herpå er de seks sprudlende musikere fra Budapest Swing Band et glimrende eksempel.
Orkestret har eksisteret i knap 20 år, og Vesteuropas jazzklubber og jazzfestivaler har for længst taget dem til sig.
Der lægges med andre ord op til en hot aften på havnen.