SUP-TOUR på Mariager Fjord
ved Mariager Sejlklub, ved Fiskerihavnen i Hadsund og Kattegat Strandcamping i Øster Hurup
Sommeren er på vej! Det betyder samtidig, at vejret og dermed vandet langsomt bliver varmere og lysten til at komme til fjorden og havet kan mærkes.
Derfor afholder SUP NORD, med Jesper Witting i spidsen, "SUP-TOUR" rundt omkring i det nordjyske i løbet af sommeren 2017.
SUP TOUR kommer således til at foregå i følgende byer fra kl. 10:00:
• Mandag 10. juli ved Mariager Sejlklub
• Onsdag 12. juli ved Hadsund Fiskerihavn
• Lørdag 15. juli på Strandarealet ved Kattegat Strandcamping i Øster Hurup.
- Jeg kommer oprindeligt fra Hadsund og fik tanken om en SUP TOUR, idet jeg gerne vil vise alle interesserede, hvor sjovt Stand Up Paddling (SUP) er. Det er en sport med rigtig mange muligheder, der samtidig kan dyrkes af såvel unge som gamle, og med de gode badefaciliteter omkring Mariager Fjord, byder disse samtidig for oplagte SUP-lokationer. Der er VM i SUP med start i september, og jeg ville elske at få lov at være med til at promovere sporten, mine samarbejdspartnere og naturligvis min lille virksomhed, SUP NORD, siger Jesper Witting.
Hos SUP NORD er der ikke langt fra tanke til handling. Netop derfor er der i løbet af uge 28 planlagt at besøge 3 byer med to dage hvert sted.
Førstedagen i alle de tre byer foregår på land, hvor besøgende har muligheden for at komme og møde SUP NORD og ligeledes se og prøve det medbragte SUP-udstyr.
Jesper Witting står klar til en god snak og svarer samtidig gerne på de spørgsmål, der måtte komme. Foruden en introduktion til SUP NORDs egne produkter, vil der være muligheden for at se nogle af de produkter fra virksomhedens samarbejdspartnere, som også anvendes i forbindelse med afholdelse af kurser.
På dag 2 er der mulighed for at booke et 2-timers SUP-introkursus, hvor kursisterne sættes grundigt ind i korrekt anvendelse af udstyr og udførelse af de mest grundlæggende teknikker.
SUP-tour 2017 afsluttes 15. juli i Øster Hurup, hvor der selvsamme dag afholdes den årlige Oksefest.
- Håber vi ses vi ved vandet 10.- 12. og 15. juli kl. 10, så sæt X i kalenderen og kom og vær med til nogle hyggelige timer ved vandet. Hele området vil emme af hyggelig sommerstemning!, lover Jesper Witting.