Billede beskrivelse

Sundhedshus i Støvring åbner ny café

17. maj 2024 kl. 07.38

STØVRING: Et nyt mødested for besøgende og brugere af husets sundhedstilbud, samt for alle andre borgere, åbner i Støvring Ådale sidst på sommeren.

Det sker, når Sundhedshusets nye café slår dørene op for lækkersultne kunder. Dette er blevet muligt gennem en ny aftale med et erfarent cateringfirma.

Det har fra starten været en del af planen for det nye Sundhedshus i Støvring, at der skulle være cafedrift i husets stueetage til gavn for besøgende og borgere. Efter en god proces er valget nu faldet på DinnerdeLuxe, der har hovedkontor i Åbyhøj ved Århus.

Aftalen med DinnerdeLuxe er truffet ud fra, at besøgende her får et spændende cafetilbud, der blandt andet kommer til at byde på lune retter, grab to go, baristakaffe og mange andre sæsonbestemte tilbud.

Grundigt forarbejde

Driften af caféen har været i udbud, og frem mod budfristen har en arbejdsgruppe fra kommunen været i kontakt med forskellige leverandører, der har været interesseret i projektet. Der har løbende været fremvisning af lokalerne samt forhandlinger, hvilket har resulteret i, at der nu kan laves en aftale med DinnerdeLuxe.

René Laursen, direktør for DinnerdeLuxe, ser frem til samarbejdet med Rebild Kommune:

- Vi er meget glade for, at aftalen med Rebild Kommune nu er på plads, så vi kan begynde at skabe et spændende cafetilbud for husets besøgende, borgerne og de lokale virksomheder.

Direktøren fortæller samtidig, at man ønsker at skabe et tilbud, der med tiden kan vokse sig større og omfatte et bredere udbud.

Chef glæder sig til samarbejdet

Centerchef for Sundhed, Kultur og Fritid, Lotte Holt Worup, som er formand for arbejdsgruppen, er glad for, at DinnerdeLuxe ønsker at indgå i et samarbejde med kommunen om driften af caféen.

- Vi ser meget frem til et spændende samarbejde med DinnerdeLuxe, som allerede fra start kom med spændende ideer og løsninger for caféen i Sundhedshuset. Vi har indgået aftale om en langsom opstart fra august måned, og vi forventer en fuld åbning i september, fortæller Lotte Holt Worup.

Det forventes, at det øvrige Sundhedshus i Støvring Ådale åbner for borgerne medio september 2024.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste