Succesfuld svampetur i Uhrehøj Plantage

32 svampe-interesserede mødte op for at plukke svampe i lørdags

23. september 2019 kl. 14.25

UHREHØJ: 32 interesserede var i lørdags mødt op i Uhrehøj Plantage for at høre om svampeplukning. Turen var arrangeret af Det Kongelige Haveselskabs lokalafdeling.

Efter velkomst ved kasserer Kristian Langer overtog svampeekspert og chefbibliotekar Bo Jacobsen ordet. Han øste af sin enorme viden og fortalte om de mange forskellige svampe, der fandtes i plantagen.

Deltagerne gik på egen hånd rundt i skoven og samlede vilde svampe, hvorefter alle mødtes for at vise høsten og for at få svampene bestemt af turlederen.

Bo Jacobsen svarede beredvilligt på mange spørgsmål og man hørte om hvilke svampe man kunne spise og hvilke man skulle holde sig fra.

Turen sluttede med, at de videbegærlige svampejægere blev budt på en porse snaps fremstillet af Haveselskabet arrangør Kristian Langer.

Ikke mindst takket være dejligt vejr var turen en succes og deltagerne tog hjem meget klogere på vilde svampe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste