Stort skulderklap til golfklub
AA MØLLE: Glæden var stor i Mariagerfjord Golfklub, da der forleden dumpede et diplom ind ad brevsprækken.
I en undersøgelse blandt 95.000 brugere af "Golfhäftet" er golfklubben i Aa Mølle blevet kåret som den næstbedste golfklub i Danmark.
- Og det er vi selvfølgelig rigtig stolte af, selvom vi naturligvis aller helst ville være nr. 1, bemærker manager i Mariagerfjord Golfklub, Bent Roland Nielsen.
"Golfhäftet" samarbejder med 98 danske klubber. Der er i alt 60.000 indehavere af "Golfhäftet", og bedømmelserne af de forskellige baner er baseret på omkring 500.000 årlige runder golf, primært på nordiske baner.
De væsentligste kriterier for den fine bedømmelse af Mariagerfjord Golfklub er faciliteter, mindeværdig oplevelse og usædvanlig god service. En anerkendelse, som udover den dygtige greenkeeperstab, primært kan tilskrives det frivillige team af baneservice-medarbejdere, restaurantens personale og sekretariatet.