Stor nytårskur på Nørlund Slot
LADELUND: Riddersalen på Nørlund Slot var forleden ramme for årets traditionelle nytårskur for det himmerlandske erhvervsliv.
Værter for arrangementet i de historiske rammer var Business Rebild, Mariagerfjord Erhvervsråd, Iværksætter Væksthimmerland og Nordjysk NewBizz.
Det er andet år i træk de tre himmerlandske kommuner går sammen om en iværksætterkonfernce, der sidste år foregik i Rebildcentret i tilknytning til Thingbæk Kalkminer.
Konferencen var i år navngivet Iværksætteri på slottet, og omkring 100 iværksættere fra de tre himmerlandske kommuner var mødt frem.
Nytårskuren gav dem nemlig mulighed for at få dybere indblik i opbygning af crowdfunding kampagner samt udvidelse af deres professionelle netværk.
Med levende lys fra lysestager i riddersalen på slottet havde iværksættere mulighed for at lade sig inspirere af eksperter samt skabe nye forretningsrelationer i et nystartet kalenderår.
Danmarks førende ekspert inden for crowdfunding, Michael Eis, som blandt andet har stiftet den reward-baseret crowdfunding platform Boomerang.dk, kickstartede arrangementet ved at fortælle om de mange muligheder der findes i crowdfunding universet.
Derefter gik ordet til Simone Lemming Andersen, bestsellerforfatter og indehaver af Strategisk kommunikation, der fortalte om, hvordan det professionelle netværk opbygges og udvides.
Arrangementet blev afsluttet med en tapasanretning fra lokal leverandør, og mens herlighederne blev indtaget havde deltagerne rig mulighed for at prøve kræfter med aktivt at få styrket deres netværk og skabe nye forretningsforbindelser.
- Det glæder os at vi kan samle så mange deltagere til et arrangement, hvor omdrejningspunktet er finansiering og professionelt netværk. Begge emner er meget relevante for iværksættere, hvilket i høj grad kom til udtryk i riddersalen, hvor dialogen både under og efter oplægsholdernes indlæg fik frit løb, påpeger erhvervs- og turistchef hos Business Rebild, Jane Bejlegaard Lindberg og tilføjer:
- Det at tre kommuner går sammen om arrangementet styrker synergien og er med til at skabe et stærkt samarbejde på tværs af kommunegrænserne, hvilket i sidste ende er til gavn for virksomhederne.