Billede beskrivelse

Stor interesse for nyt turist-koncept

Naturen i Rebild skal være med til at trække erhvervsturister til

03. november 2021 kl. 15.27

Meetnature er navnet på et nyt erhvervsturisme-projekt, der er skudt i gang i Rebild Kommune.

Visionen er - i samarbejde med en række lokale aktører - at skabe nogle helt særlige rammer for afholdelse af møder, kurser og firmaevents, hvor naturen er i centrum.

Meetnature deltog i sidste uge på et MødeMekka i København for at gøre opmærksom på Rebild som en spændende og anderledes erhvervsturisme-destination - og for at få en snak med potentielle og kommende kunder.

12 store nationale og internationale firmaer havde på forhånd tilkendegivet deres interesse og booket tid til at høre mere om, hvad Meetnature-konceptet går ud på, og generelt var der i hovedstaden stor interesse for at høre om Rebild som mulig destination for fremtidig erhvervsturisme.

- Jeg er utroligt begejstret for den store opmærksomhed og interesse, der var for Meetnature. Det blev til 12 rigtig gode møder, og jeg er ganske sikker på, at det bliver et gensyn med nogle af dem her i Rebild til deres næste firma arrangement.

- Mange af virksomhederne efterspørger den skæve vinkel på et arrangement. De vil gerne overraske deres medarbejdere med en anderledes oplevelse og skabe en wow faktor for dem, og her kan vi byde ind med alt fra guidede nattevandringer i troldeskoven, bueskydning og virtuel skattejagt i Rold Skov , fortæller Helle Munch, projektansvarlig og destinationsudvikler bag Meetnature.

Projektet vil også opfordre lokale virksomheder i Nordjylland til at bruge Rebild som mødedestination.

- Vi mener jo selv, vi har så meget at tilbyde, både på overnatningsmuligheder, madoplevelser og selvfølgelig naturoplevelser ud over det sædvanlige, fremhæver Helle Munch.

Daniel Edlefsen, Rold Skov Adventure, er bare en af de lokale aktører, der kan se frem til at blive involveret, hvis Meetnature-konceptet slår an, og han er stærkt begejstret for det nye projekt.

- Det er fantastisk med den indsats, der nu gøres for at fremme erhvervsturismen i Rebild. Og så er det jo gratis branding for os, noterer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste