Billede beskrivelse

Støtte til koncertaften på Nørlund Slot

21. juni 2017 kl. 11.25

Aarestrup-Haverslev kirkekor og Als-Øster Hurup kirkekor har fået 10.000 kr. af Fonden Himmerland. Pengene skal bruges på de to kors koncertaften den 18. august på Nørlund Slot, hvor de sammen skal opføre Niels W. Gades berømte korværk "Elverskud".

- Det er en stor glæde, at vores ansøgning om økonomisk støtte til projektet er blevet imødekommet af Fonden Himmerland på denne måde, ikke kun fordi det er med til at sikre projektet økonomisk, men også fordi det er en påskønnelse af projektet og værdien af at kunne tilbyde den form for kulturelle aktiviteter i lokalområdet, lyder det fra de to kors dirigenter, Troels Kold og Anette Kjær, der har taget initiativ til koncertaftenen.

Troels og Anette har helt ekstraordinært i samarbejde med Nørlund Slot fået lov at opføre "Elverskud" i riddersalen på Nørlund slot den 18. august. Men ikke nok med det. De har også fået lov at sammensætte et helaftensarrangement fra kl. 17.30 - 22.15 med forskellige koncert-pakker, hvor publikum har mulighed for at sammensætte en hel aften på slottet med koncert, spisning, rundvisning og aftensang.

I forbindelse med koncerterne er slottes park og have åben for koncertgængerne, der er velkomne til at spise deres medbragte mad i parken inden koncerten. Drikkevarer skal købes på slottet. Der udbydes også et begrænset antal billetter med spisning i slottes restaurant, der helt ekstraordinært er åben denne aften og tilbyder en 3-retters gourmetmenu inkl. diverse vine.

I alle koncertbilletter er der inkluderet en rundvisning på det gamle, historiske slot. Aftenen slutter med fælles aftensang i borggården under åben himmel i faklernes skær.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste