Stenalder bliver til en festival i Ertebølle

Fra 8. juli er der dømt stenalder for alle sanser på centret til europæisk stenalderfestival

29. juni 2019 kl. 10.00

ERTEBØLLE: Mens nogen flyver til udlandet i ferien, så tilbyder Stenaldercenteret i Ertebølle en særlig tur mindst 3700 år tilbage i tiden.

Det gør stedet i princippet hele tiden, men fra den 8. juli er der dømt stenalder for alle sanser, når mere end 60 deltager i en europæisk stenalderfestival på stedet.

Det er kun tredje gang at ”European Stone Age Gathering” afholdes. Men med det nye, store udendørs anlæg får festivalen rigtigt gode rammer for en hel uges ”nørderi”, der i særdeleshed også kommer gæsterne til gode.

Håndværk på højt plan

- Festivalen er et forum, hvor stenalderentusiaster fra hele Europa en gang om året mødes for at udveksle viden og erfaring og ikke mindst vise, hvad de kan inden for de mange forskellige håndværk, fortæller arkæolog og aktivitetsleder Christine Sonne-Jensen fra Stenaldercenter Ertebølle.

Planlægningen af begivenheden har stået på siden februar og Christine Sonne-Jensen glæder sig nu til uge 28, hvor centret vil summe af liv.

De 60 stenaldereksperter vil være i de nye udendørs værksteder og hytter hele ugen i deres skindtøj. Her vil de vise deres kunnen og samtidig bruge deres store viden til at fortælle om oldtidens længste periode: Stenalderen.

Eksperimenter og regler

European Stone Age Gathering fandt første gang sted i 2017 i nordtyske Steinzeitpark Dithmarschen. Meningen var blandt andet at skabe et stenaldernetværk på tværs af Europas grænser. Deltagerne kom fra 13 nationer og siden er festivalen vokset.

For deltagerne handler det om at mødes og eksperimentere. Men der er også klart nedskrevne regler for hvordan deltagerne forventes at agere.

For eksempel skal aktørerne alle syv dage have skindtøj. De må kun bruge stenalderredskaber - hvad enten det drejer sig om remedier til madlavning eller håndværk - og skal kort sagt leve helt i stenalderen.

- Vores gæster vil blive mødt af superdygtige mennesker, som alle har et indgående kendskab til alle aspekter af stenalderlivet, så der venter de besøgende en helt særlig oplevelse i uge 28, lover Christine Sonne-Jensen.

Stenaldercenter Ertebølle har åbent alle dage frem til den 15. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste