Billede beskrivelse

Spejderledere hædret i Støvring

24. september 2017 kl. 12.28

STØVRING: Tre spejderledere i Støvring har netop fået overrakt Det Danske Spejderkorps’ hæderstegn som en påskønnelse af deres indsats i det lokale DDS-korps.

De tre spejderledere, Martin Davidsen Mølgaard, Vibeke Odgaard og Birgitte Wilsted Simonsen, har alle haft stor betydning for, at Det Danske Spejderkorps, Støvring i dag har udviklet sig til en af de største spejdergrupper i Himmerland med et medlemstal omkring 130.

Martin Davidsen Mølgaard tildeles blandt andet hæderstegnet for sit arbejde med at sætte fokus på traditionelt spejderarbejde som båltænding, pionering og madlavning i det fri.

Vibeke Odgaard har været spejder i imponerende knap 40 år og har i mange år været en leder hos mini-grenen i Støvring. Som fast deltager på gruppens lejr- og gruppeture har hun således været med til at markere DDS Støvring som et sted, hvor der leges med og gives viden til børnene, samtidig med at der bliver taget hensyn til den enkelte.

Birgitte Wilsted Simonsen har været med til at sætte nogle kraftige aftryk på spejderlivet i Støvring og i Himmerland - blandt andet med opstart af arrangementet "Store Økssø Rundt" med over 600 deltagende spejdere og familiemedlemmer.

Som gruppeleder i Støvring har hun desuden været garant for, at spejderarbejdet er blevet en synlig og naturlig del af byens liv. Og så har hun i øvrigt haft overskud til at at tage lederuddannelsen "Tre-perle Gilwell", som er en af de højeste lederuddannelser inden for spejderbevægelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste