Spejdere løb med årets lederpriser i Rebild

Både årets ungleder pris og frivillig leder pris tildelt spejderledere

17. maj 2017 kl. 08.20
Opdateret kl. 10.52

NØRAGER/REBILD: Rebild Kommune og Fritidsrådets årlige sportspræmieringsarrangement var i år henlagt til Sortebakkehallerne i Nørager tirsdag aften med et vanligt stort fremmøde af repræsentanter for det lokale idrætsliv, politikere og fritidsrådet.

I år blev i alt 50 lokale sportsfolk præmieret, og borgmester Leon Sebbelin overrakte præmierne og gav idrætsudøverne et ord med på vejen.

Højdepunktet ved det hyggelige uhøjtidelige arrangement var uddeling af to priser, nemlig årets ungleder pris i samarbejde med DGI og frivillig leder prisen.

Palle Fogh fra DGI Nordjylland stod for at overrække ungleder prisen til 17-årige Maria Sørensen fra Haverslev.

Det var KFUM spejderne i Haverselv - HAME-gruppen, der havde indstillet hende til prisen.

I deres motivation havde de blandt andet påpeget hendes virke som spejderleder de sidste to år for børn i 2. og 3. klasse, hvor hun arbejder struktureret og målrettet med sine idéer. Her kan hun godt lide at udfordre sig selv og spejderne på deres sociale og praktiske kompetencer. Her skubber hun til "plejer" og tænker nyt i forhold til spejderarbejdet samtidig med at hun som rollemodel arbejder for at videreføre de gode spejdertraditioner.

Ungleder prisen er på 2.500 kr., og Maria Sørensen går som vinder samtidigt videre til at konkurrere om titlen som Nordjyllands ungeleder.

En anden markant leder indenfor spejderbevægelsen i skikkelse af Birgitte Simonsen fra Det Danske Spejderkorps i Støvring blev vinder af årets frivillige leder pris.

Som formand for kultur- og fritidsudvalget overrakte Lene Aalestrup (C) prisen, der er på 5.000 kr.

Det Danske Spejderkorps i Støvring havde i deres indstilling af Birgitte Simonsen som kandidat til prisen nævnt seks eksempler på hendes gode virke som leder i mere end 30 år.

Det drejer sig om hendes fokus på at inddrage børn med specielle behov i spejderbevægelsen, eksempelvis med overvægt, ADHD eller motoriske problemer, opstart af familiespejd for 3 til 6-årige hver tredje søndag i Støvring, drivkraften bag Store Øksø Rundt løbet, medarrangør af Rold Skov Julegåtur og genoplivningen af det tværkorpslige natløb Impeesa for alle uniformerede korps i Himmerland, deltagelse som leder for egen regning i tre store internationale spejderlejre i Norge, Island og Finland og som det sidste af de seks punkter hendes rolle under lærerlockouten i 2013, hvor hun tog initiativ til at få arrangeret børnepasning på spejdergården i Støvring i 10 dage under den 25 dage lange lockout.

Efter den store prisuddeling og afsluttende traditionelle fælles fotografering var der tid til en times indbyrdes hygge i Sortebakkerhallerne.

Her var Rebild Kommune vært for både vand, vin og en tapasanretning til alle de mange fremmødte deltagere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste