Spændende cross finale lørdag
Kørerne kan se frem til en nervepirrende og spændende DM-finale, når Motorsport Nordjylland (MNJ) lørdag 23. september blænder op for Rally Cross Nordjylland 2017 på Nysum Banen.
- Kørerne vil kæmpe til sidste matchpoint, forudser løbsleder Finn Knudsen.
Der gives både matchpoint for kvalifikation, semifinaler og finaler.
Kørerne kan derfor ikke lurepasse undervejs og først give fuld gas og tempo i finalerne.
Samtidig tæller alle løbsafdelinger i rally cross, hvorfor holdene ikke kan smide det dårligste resultat væk i DM-slutstillingen.
I den hidsige tunede Super 1600 klasse har Jacob Wunderov allerede genvundet sit danske mesterskab. Han har kørt stabilt og effektivt gennem hele 2017-sæsonen.
Hos 2 liter-klassen: SUPER 2000 ligger MNJ’eren Allan Jørgensen på foreløbig andenplads, men nordjyden har vist stor fremgang i efterårs-slutspurten: - Jeg har været forskånet for de store tekniske udfordringer. Jeg ser derfor frem til en fair og intens DM-finale, selv om jeg tidligere har haft problemer i det allersidste sving inden målstregen i Nysum
Der er lagt op til heftig og kontrolleret firehjulsdrift i den tunede Supernational klasse.
Regerende danske mester Peder T. Nielsen har oplevet en 2017-sæson, som har budt på store problemer med konkurrence-materiellet, men satser på en flot finale-præstation.
Derimod har Jakob Pedersen været stabil og målrettet i sin Audi Coupé.
- Jeg er næsten sikker på at blive vice-danmarksmester 2017, forudser han.
I cross kart kan deltagerne derimod bortsmide det dårligste resultat.
MNJ står med gode medaljechancer i alle fem klasser.
I miniklassen findes DM-sølvet i en intern klubdyst mellem med Josefine Wunderov og nystartede Anders Rømer.
Kun et enkelt matchpoint skiller de to unge kørere inden slutspurten.
I cross kart 85 klassen har de lokale Nicklas Lau, Kevin Daarbak og Mads Laulund kæmpet jævnbyrdigt hele sæsonen.
- De skal dog holde skarpt øje med nordmanden Emil Bujordet, som kan presse sig ind blandt DM-medaljerne, advarer Finn Knudsen.
Også i cross kart 125 ligger nordjyske kørere i front.
Tobias Andersen har etableret en sikker føring foran Morten Bertelsen.
I cross kart 250 kører frontduo Tobias Daarbak og Daniel Johansen stabilt.
Meget tyder derfor på, at DM-titlen skal afgøres mellem disse to kørere.
Endelig står Søren Jelsbak i 650 klassen med gode muligheder for at score DM-sølv. Springet til en titel er nok for stort.