Billede beskrivelse

Sommertravlhed: MosskovPavillonen

25. juli 2017 kl. 06.00

Det er højsommer. De fleste holder ferie - enten i Danmark eller udenlands. Der skal slappes af og batterierne skal oplades. Men for nogle må ferien vente, for her er højsommeren lig med ét af de mest travle tidspunkter på året. Det gælder blandt andet hos MosskovPavillonen.

Siden den 1. januar 2013 har Helene og Johannes Dalgaard stået i spidsen for MosskovPavillonen i dejlige Rold Skov lige ved den smukke Store Økssø. Et yndet udflugtsmål, hvor den charmerende og hyggelige restaurant for alvor har markeret sig som et populært sted for fester og selskaber, og ikke mindst et godt spisekort til både turister og lokale.

- Foråret er meget travlt med selskaber og fester, mens sommeren er højsæson for travlhed i a’la carte i restauranten. I sommerperioden er restauranten altid helt proppet fredag-, lørdag- og søndag aften, hvor vi kører både en sommermenu og vores Mosskov menu. Vores gæster en god blanding af lokale og turister, fortæller Johannes Dalgaard.

- Vi har selvfølgelig også frokostserveringer og mange kommer også for at nyde kaffe og kage, ligesom vores udendørsterrasse er populær til et glas godt øl eller vin, når vejret er godt. Og ja, så langer vi også mange is over disken til dem, der har nydt sommervejret med en dukkert i Store Økssø.

- På grund af mange selskaber er april og maj nok de allerstørste måneder for os, men sommeren følger godt efter. Vi har i hvert fald rigtigt dejligt travlt, slutter Johannes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste