Sommer, solskin og fest i Arden

19. juni 2017 kl. 08.24

Arden har haft en vellykket sommerfest - godt hjulpet af vejret, der på alle måder har levet op til titlen på festen.

Det hele startede onsdag med det traditionsrige Ardenløb, hvor rigtig mange benyttede sig af muligheden for en løbe- eller gåtur i skønne Rold Skov. Torsdag var Kulturhuset vært ved et hyggeligt grill- og musikarrangement, der trak fulde huse.

Fredag gik cirka 150 børn og voksne med i det flotte optog ud til Rideskolen. Årets tema var "Rold Skov", og der var gjort meget ud af udklædning og påfund. På rideskolen var godt gang i salget af mad og drikke, ligesom tombolavognen måtte melde "alt udsolgt" inden aftenen var forbi. Syv fantastiske og engagerede hold var med i den store Arden-dyst - og efter en masse sjove konkurrencer løb Savage Corner med sejren over Jutlanderbank.

Fredag aften bød også på ungdomsdiskotek for de 13-17 årige i Arden Hallen. En stor succes.

Lørdag startede med det traditionsrige morgenbord og ditto bogudsalg i et helt fantastisk solskinsvejr. Herefter var stabelpladsen fyldt med aktiviteter ved Spejderne, Hobro Rollespilsklub, Naturluppen og Klone. En helt fantastisk dejlig dag i det grønne, hvor borgerforeningen serverede gratis sildemadder til tonerne fra Showkoret ved Musikuniverset.

Sommerfest-udvalget var rigtig glade for den helt fantastiske opbakning fra både borgere og frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste