Billede beskrivelse

Sognepræst og købmænd skaber juleglæde

08. december 2023 kl. 19.00

Julen er traditionernes tid men også en svær tid for mange. Men julehjælpen er på vej takket været et stærkt samarbejde mellem kirkerne i Skørping og Fræer og købmændene Frederik og Jeppe Pedersen fra Meny Skørping.

Sognepræst Sanne Birkely Sørensen er glad for kirkens samarbejde med Meny Skørping, der også i år har gjort det muligt at uddele julehjælp til endnu flere familier og enlige. 

Julehjælpen er indkommet dels gennem et betydeligt og generøst bidrag fra Meny Skørping, og dels gennem indsamlinger i kirken via kirkebøssen og især fra efterårets høstgudstjeneste.

- Gennem året støtter vi rigtigt mange forskellige aktiviteter og events i byen, men det forhold at julehjælpen uddeles direkte til dem, der har allermest behov for en håndsrækning i juletiden, betyder rigtigt meget for mig, lyder det fra købmand Frederik Pedersen.

Billede beskrivelse

- Julehjælpen giver mig en god følelse i maven, fordi jeg ved, at der aldrig har været så stor efterspørgsel efter en håndsrækning, som tilfældet er i år. Vi har sat hele 30.000 kroner af til det gode formål, så mit håb er, at rigtigt mange fra Skørping og især byens store opland kan komme i betragtning, når kirken og sognepræsten i fortrolighed vurderer de indkomne ansøgninger, siger købmand Jeppe Pedersen fra Meny Skørping.

Julehjælp uden bindinger

En særlig finesse ved årets uddeling af julehjælp er, at den uddeles i portioner af 600 kroner i form af gavekort, som ganske valgfrit kan benyttes til indkøb af såvel julevarer som dagligvarer. Mange andre steder uddeler man gavekurve, men netop gavekortet stiller modtagerne helt frit i forhold til, hvad man vil købe for pengene.

Et forhold som især er værdsat af mennesker, der har behovet for hjælp, men som på grund af etnicitet eller tro ikke fejrer en traditionel dansk jul.

Julehilsener fra konfirmander

- Udover julehjælpen, i form af kontant støtte til at kunne fejre julen, så skaber samarbejdet også mulighed for at uddele smukke julestjerner til såvel beboerne på Skørping Ældrecenter, plejeboligerne samme sted samt Sclerosehuset i Skørping, fortæller sognepræst Sanne Birkely Sørensen.

Billede beskrivelse

- Og i realiteten er det ganske mange, der har givet en hånd med, fordi Kirkens Korshær har doneret julepotterne som blomsterne står i, en kreds af kvinder i byen har hjulpet med at omplante blomsterne og årets konfirmander, der forbereder sig på deres store dag i forårsmånederne, har skrevet søde julekort med julehilsener til alle de ældre, som modtager den smukke blomsterhilsen i anledning af julen, lyder det med både smil og glæde fra sognepræst Sanne Birkely Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste