Billede beskrivelse

Sørøvere klar til søsatte eventyr

26. maj 2017 kl. 06.00

Omkring 700 børn fra skolefritidsordningerne i Mariagerfjord Kommune mødes fredag 2. juni til årets Funky Festival.

Festivalen er en del af Mariagerfjord Kommunes Børnekulturuge, der i år løber af stablen under temaet "Søsatte Eventyr."

Hver fritidsordning deltager i festlighederne med deres eget sørøverskib, og både børn og voksne har lige nu travlt med at lave flag og dekorationer, så pladsen bliver fyldt med flotte skibe. Som altid under Funky Festival arrangeres der spændende og udfordrende aktiviteter på og omkring skibene.

Her kan de unge "pirater" prøve kræfter med at gå planken ud, en vandballonkanon, ansigtsmaling, bowling og skydning efter romflasker og sørøvere på dåse. Nogle børn er også netop nu i gang med at øve sange, som de vil optræde med på festivalens store scene.

"Sørøverne" kan i eftermiddagens løb også deltage i Stomp og stifte bekendtskab med mystiske og magiske figurer fra rollespilsefterskolen Østerskov Efterskole.

Festivalen er en dag, som alle glæder sig rigtig meget til, og som der snakkes om i lang tid efter. Billeder fra dagen findes frem igen og igen, fortæller arrangørerne. De sidste to år har det været koldt og regnfuldt, men i år håber både små og store sørøvere, at solen vil skinne på dem, når det går løs med pirateriet 2. juni på arealerne ved Rosendalskolen i Hørby Skoleby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste