Skovhjælpere bag vildtreflektorer
SKØRPING: Dygtige skovhjælpere fra Læringscenter Himmerland har netop været ude og opsætte vildtreflektorer på vejstrækningen langs Møldrupvej fra byskiltet i Skørping til afkørslen ned mod St. Økssø.
Det sker for at sikre at især råvildt ikke bliver påkørt af bilister på strækningen, især her ved overgang til sommertiden søndag.
Erfaringerne med en ændret døgnrytme er nemlig mange trafikuheld med dyr involveret.
Vildtreflektorerne på km. stenene virker på den måde, at det lange lys fra bilerne får reflekserne til at udsende kalejdoskopiske lysreflekser omkring dyrene, så især råvildtet, der står tæt på vejen i skumringen og om natten, bliver fikseret og bliver stående.
Tilbage i 1992 for næsten 25 år siden blev der også med skoleelevers hjælp opsat vildtreflektorer langs Møldrupvej.
Men siden er mange af reflekserne forsvundet og resten er uden virkning på grund af snavs.
Skovhjælperne har i denne omgang opsat nye reflekser op, hvor der manglede og resten er vasket rene, så de igen virker.
Trafikanterne kan selv gøre en indsats for at gardere sig mod påkørsler ved at sætte farten ned på de steder, der er krat eller skov ud mod asfaltvejen, så de ikke bliver en del af statistikken bag de ca. 25.000 stykker råvildt, der anslået bliver påkørt i trafikken hvert år i Danmark.