Skoleskibet Danmark besøger Mariager Fjord
Grundlovsdag - tirsdag den 5. juni - ankommer Skoleskibet Danmark til Mariagerfjord efter et 3 måneders togt til bl.a. de Kanariske øer med 80 elever i alderen 18 til 23 år.
Ved middagstid passerer skibet Hadsundbroen og lægger til kajs i Hobro havn kl. 14.00, hvor bl.a. Hobro Garden vil modtage det med fuld musik. Onsdag og torsdag vil eleverne blive inviteret til at deltage i aktiviteter på Hobro Værft, hvor også Ungdomsskolen vil give dem nogle sjove oplevelser på og i vandet.
Onsdag og torsdag eftermiddag tilbydes "Åbent skib", hvor eleverne tilbyder at vise gæsterne rundt på det flotte skib, hvor de unge har boet særdeles tæt de seneste mange uger. I anledning af besøget vil der blive afholdt et særligt arrangement i Maritimt Kulturcenter tirsdag aften. Her vil tidligere sejlsportsjournalist fra TV, Claus Jacobsen holde et foredrag om Skoleskibet, samt vise den film han for år tilbage lavede i forbindelse med et togt. Filmen kan i øvrigt ses flere gange i løbet af ugen.
Skoleskibet vil få kajplads på nordsiden af havnen tæt ved Borgmesterens kontor. - Jeg er stolt af at kunne byde Skoleskibet velkommen til vores smukke fjord" siger borgmester Mogens Jespersen. - Skoleskibet besøger jo kun få havne når det er i Danmark, så vi vil gøre os umage for at give både elever og besætning en god oplevelse, fortsætter han.
- På grund af dybgang kan skibet ikke lægge til på sydkajen ved værftet, men vi håber til gengæld at andre træskibe vil benytte anledningen til at følge skoleskibet ind gennem fjorden, og måske opholde sig nogle dage i havnen, slutter borgmesteren.
Mariagerfjord Kommune har de seneste år haft stolte traditioner med at tiltrække smukke skibe i løbet af sommeren - blandt andet med arrangementer som Nordisk Sejlads, Træskibssammenslutningens stævne og besøg af Kongeskibet.
Skoleskibet ligger i havn i Hobro fra 5. - 8. juni.
Fakta:
Skoleskibet Danmark er bygget i 1932: Længde 74,4 m. Bredde 10 m. Dybgang 5,2 m. og Mastehøjde over vandlinjen 38,6 m.
Besætning: 15 - Antal elever: 80 - Skibet ejes af Martec, Frederikshavn.