Skoleleder springer ud som socialdemokrat
REBILD: Nye byrådskandidater i Rebild springer nærmest ud om kap med træerne og forårsblomsterne i disse uger.
Senest er det Socialdemokraterne, der kan præsentere tre nye kandidater i hhv. Støvring og Skørping.
At Poul Erik Nørnberg og Bruno Nielsen kommer til at figurere på stemmesedlen er måske ikke så overraskende.
Poul Erik Nørnberg var også kandidat for partiet ved valget i 2013 og er i øvrigt en kendt person i foreningslivet i Støvring - primært i Stubhuset, hvor han tidligere har været både næstformand og formand i en årrække.
Bruno Nielsen er ligeledes genganger fra kommunalvalget i 2013. Han er tidligere leder af Støvring Fritids- og ungdomsklub og arbejder nu som servicechef på Regionshospital Nordjylland.
Det mest opsigtsvækkende navn på S-listen er således Peter Hansen, der hidtil mest har været kendt i det kommunale regi som skoleleder, men som nu ønsker at tage springet over til den politiske side af bordet og stille op til byrådet.
Peter Hansen er på 10. år skoleleder på Skørping Skole efter en karriere som lærer, højskolelærer, daghøjskoleleder, viceskoleleder og skoleleder, der gennem årene har ført ham rundt på Bavnebakkeskolen, Støvring Højskole og skolerne i Suldrup, Sønderup og Kirketerp.
Han er i øjeblikket formand for Skolelederforeningen i Rebild Kommune og medlem af hovedbestyrelsen i Skolelederforeningen på landsplan, og med opstillingen for Socialdemokraterne bekender han nu for første gang partipolitisk kulør i al offentlighed.
Peter Hansen har aldrig tidligere stillet op for politiske partier, men har mange års erfaring som aktiv borger og har præget aktiviteter inden for f.eks. kulturliv og borgergrupper i forbindelse med planlægning for lokalområdet. Privat bor han i Støvring - men flytter inden for kort tid til ny bopæl i Skørping.
- Tilsammen udgør Peter, Poul Erik og Bruno et stærkt hold for Socialdemokratiet i Rebild Kommunes to største byer, Støvring og Skørping.
- Vi håber senere at kunne offentliggøre flere gode kandidater, lyder det fra byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Rebild, Thøger Elmelund Kristensen, Øster Hornum.