Skørping-par hjælper med at finde balancen i livet

For godt 2,5 år siden kvittede ægteparret Sanni og Frank Bjerre Poulsen deres faste jobs som henholdsvis tøjdesigner og efterskolelærer for at starte Center for yoga og mindfulness i Skørping

18. juli 2017 kl. 06.00

Rigtig mange kender udfordringerne med en alt for travl hverdag, stress, bekymringer, tankemylder toppet med en konstant kamp for at være tilstede i nuet. Sådan havde Sanni og Frank Bjerre Poulsen det også, indtil de for en del år siden begyndte at dyrke yoga, mindfulness og qigong. Det hjalp på livets konstante udfordringer.

- Personligt havde jeg nogle meget stærke og personlige oplevelser, da jeg stiftede bekendtskab med mindfulness og qigong. Jeg kunne hurtigt mærke, at det her kunne noget, og var rigtigt godt for mig. På samme måde havde Sanni det med yoga, og det blev stille og roligt en større og større del af vores hverdag, fortæller Frank.

- Vi dyrkede det i en del år, inden vi besluttede, at vi ville gøre det til vores levevej at hjælpe andre med at opnå det samme, som os selv. Derfor kvittede vi vores jobs, tog de fornødne uddannelser indenfor både mindfulness, qigong og yoga, og slog dørene op til Center for yoga og mindfulness i Skørping. Det er godt 2,5 år siden.

- Vi startede med lokaler på Jyllandsgade, men på grund af stor efterspørgsel, måtte vi allerede efter et års tid kigge os om efter større lokaler. I dag holder vi til på Sverriggaardsvej ved banegården i Skørping. Her arbejder vi både med hold og individuelle seancer. Vi har i snit 160, der besøger os hver uge. Hertil kommer en lang række arrangementer og kurser ud-af-huset, fortæller Frank.

Grundlæggende handler mindfulness, qigong og yoga om at blive bedre til at være tilstedet i nuet. Det handler hverken om fortiden eller fremtiden, men om lige nu og her. Her er det centrale meditation, som er et utroligt stærkt redskab til at være tilstede i øjeblikket, og dermed reducere stress, tankemylder og bekymringer.

- Det handler om at flytte fokus fra hovedet til kroppen. Vi skal fjerne tankerne, og i stedet fokusere på kroppen og åndedrættet. På den måde får vi frigivet nogle ressourcer, der virker helende og som er med til at skabe en bedre balance.

- De fleste mennesker lever i dag et liv, som de dybest set ikke kan holde til. Grundlæggende er vi i dag fremmede overfor det miljø, som vi er en del af. Derfor skal vi hjælpes på vej, lyder det fra Frank.

- Mindfulness, qigong og yoga handler om at finde balancen og roen i sig selv, og der er ikke noget hokus-pokus eller alternativt over det. År tilbage var det måske sådan lidt hippieagtigt at dyrke mindfulness eller gå til yoga. Sådan er det slet ikke i dag, hvor det dyrkes af alle. Også ham den travle forretningsmand, der lige skal nå at smide slipset, inden vi går i gang, fortæller Frank.

Frank og Sanni bor i Skørping og har fire børn - og på det gyldne spørgsmål om Frank og den øvrige familie selv er helt i balance med livets udfordringer, lyder svaret:

- Man er der vel aldrig 100 %, men netop fordi vi dagligt har fokus på at være til stede i nuet, og kan en masse teknikker, så er vi meget tæt på...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste