Sensualitet og sommerstemning i Kunstboxen

Gæsteudstillere viser poetiske og sensuelle billeder i Mariager

22. juni 2019 kl. 16.00

MARIAGER: KunstBoxen i Mariager præsenterer fra 1. juli en ny udstilling, der åbner for sensualiteten og sommerlivet.

Gæsteudstiller Julia Gurskaja, Odense, viser sensuelle billeder med bløde havfruer, kvinder og forelskede par. Hendes malerier er poetiske og har mange lag i sig.

Udstillingens anden gæsteudstiller er Jens Holm fra Als Odde ved Helberskov. Han er såvel repræsenteret med sommermotiver fra Mariager Fjord som en række nonfigurative fantasibilleder med mande- og kvindelignende figurer.

Jens Holm har efterhånden mange år bag sig som kunstmaler og har oprindelig fået sin maleruddannelse i København.

Også i de øvrige malerier i KunstBoxen afspejles sommeren, bl.a. maleriet med de tre tanter ved stranden, bådene ved fjorden og masser af blomster fortolket på forskellige måder.

Naturens grønne farver er blevet sanset og forstået, og man fornemmer især glæden ved naturen omkring Mariagerfjord i mange af malerierne.

Lyset spiller ligeledes ind i de smukke glasblomster, fugle og små fisk samt glasophæng med blomstermotiver fra vejgrøften.

Raku brændt keramik kaster skinnende lys fra sig, og de glade heste på grønt græs på keramik krus og skåle viser glæden ved udelivet.

Udstillingens pilefletter har med sit behændige krusedullefletteri skabt næsten naturtro fasaner, og Kunstboxens taske-kunstner har fine læder og skindtasker samt puder med på udstillingen.

Sommerdagene kan således nemt forskønnes med et besøg i Kunstboxen, hvor i alt 17 udstillere viser deres kunst fra 1. juli og frem til 30 september.

Yderligere oplysninger kan findes på Kunstboxens hjemmeside www.kunstboxen-mariager.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste