Seniorer i Støvring til snigpremiere
"Flugten til Nice" vises i Seniorbio en måned før danmarkspremieren
STØVRING/SKØRPING: Som de første i hele landet får medlemmer af Støvring Seniorer mulighed for at se den nye franske film "Flugten til Nice".
Det sker ved en snigpremiere i Seniorbiografen i Skørping tirsdag 26. september. Filmen har først Danmarkspremiere en måned senere, hvor den i øvrigt også vises i Seniorbiografen.
Det er Kinorevuens direktør, Flemming Jensen, som har fået en aftale i stand med distributionsselskabet, og det er formanden for Støvring Seniorer, Charles Waring, glad for.
- Det er super, siger han.
Charles Waring har sammen med Else Thomsen, der også sidder i bestyrelsen, været til møde i Kinorevuen for at vælge film til biografturen. At valget faldt på "Flugten til Nice" skyldes ifølge Else Thomsen, at den formentlig vil kunne ses med stor interesse af mange.
- Jeg fik i hvert fald lyst til at se filmen, da jeg læste omtalen, siger hun.
- Det er altid svært at vælge en film, som alle vil synes om, og vi havde på forhånd fået et par udmeldinger om, hvilken type film, det ikke skulle være.
"Flugten til Nice" foregår i Frankrig i besættelsestiden og handler om en jødisk familie. Faderen er bekymret for familiens skæbne og sender derfor sine to sønner af sted mod sikkerhed i det sydlige Frankrig. I filmen følger man de to brødres lange og farefulde færd, hvor frygten for en anholdelse lurer bag hvert et hjørne.
"Flugten til Nice" er baseret på en selvbiografisk roman af Joseph Joffo.
Det er først anden gang, Støvring Seniorer laver en biograftur i Charles Warings tid som formand.
I foråret så man den norske film "Kongens valg".
- Det var en rigtig god tur og en rigtig god film, siger Charles Waring.
Støvring Seniorer, der tidligere hed Støvring Pensionistforening, har ca. 650 medlemmer.
- Så der skal nok blive fuldt hus i biografen, tror Charles Waring.
Biografturen er blot en af de mange aktiviteter i Støvring Seniorer.
- Der sker rigtig meget i vores forening. Vi lægger stor vægt på fællesskab. Personligt tror jeg, at især enlige og ensomme kan have stor glæde af at komme hos os. Her er der altid nogen at snakke med. Ja, til tider kan man næsten ikke få et ord indført!