Seje unge slår et slag for Mariagerfjord Cykler
Mariagerfjord Cykler nærmer sig hastigt målet i Berlin, men inden da er projektets unge cykelryttere sammen med deres stab af frivillige ledere parat til at slå et lille slag for sig selv i forbindelse med Open By Night i Hobro.
Mariagerfjord Cykler deltager nemlig i Hobro Handels arrangement i gågaden. Folk på strøgtur og sommerhandel kan møde både de unge ryttere og deres ledere fra en stand, der på aftenen indrettes i den nordlige del af gågaden - på det lille torv over for Jyske Bank.
Her vil deltagerne fortælle om, hvad de personligt har fået ud af det ambitiøse projekt, der fra start har haft det overordnede sigte at give unge fra lokalområdet en succesoplevelse og dermed så meget selvtillid, at de får nyt mod på at gennemføre et uddannelsesforløb eller komme ud på arbejdsmarkedet.
En snes unge har siden efteråret været inde over projektet, og omkring halvdelen meldes i så fin fysisk form, at de er i stand til at gennemføre de omkring 750 kilometer fra Hobro til Berlin. Startskuddet lyder 4. juli, og herefter venter der fem dage i sadlen med daglige etaper på mellem 100 og 200 kilometer, før målstregen krydses ved Brandenburger Tor.
- Vi glæder os helt vildt, lyder det nærmest i kor fra de seje cykelryttere.
Ideen til projektet tilhører Bent Ringgaard, der blandt meget andet på cykel har været med på Team Rynkebys hold til Paris.
- Jeg har haft så mange store oplevelser på cykel, at jeg gerne vil give et lille bidrag til, at unge får mulighed for noget tilsvarende, siger Bent Ringgaard.
Deltagerne er rekrutteret i et samarbejde med arbejdsmarkedsforvaltningen, og bl.a. kan man glæde sig over, at Hobro Produktionshøjskole har flere ryttere med på holdet.
- Men uden massiv støtte af det lokale erhvervsliv, ville vi heller ikke kunne have gennemført projektet, betoner Bent Ringgaard, som nævner både kontante bidrag og eksempelvis Renaults deltagelse med tre følgebiler til Berlin.
Indsamlingen fortsætter i øvrigt frem til 18. juni, hvis man vil hjælpe de unge på vej.