Se billederne: Sommermarked i sommervejr var et stort hit
Sol og høje temperaturer var med til at sætte prikken over i’et
SKØRPING: Lokale forretninger og besøgende fra nær og fjern var lørdag 17. juni samlet på Torvet i Skørping til sommermarked.
Fra 10.00 til 15.00 i strålende solvejr kunne man blandt andet besøge Unika 9520, som sammen med Bogby 9520 har stablet arrangementet på benene.
- Vi holder sommermarked hvert år, ligesom vi holder jule- og efterårsmarked, og de tiltrækker normalt mange mennesker.
- Vi er også ret gode til at reklamere for det, så der kommer også folk fra andre byer, blandt andet Aalborg. Jeg synes også, at det er pænt besøgt hele vejen rundt i dag, siger Lone Bodil Jensen fra Unika 9520.
Lækkerier og god musik
Fra 11.00 til 14.00 stod Swingtime klar til at servere musik og for alvor sætte gang i den gode markedsstemning.
Derudover kunne man finde Engkærgårdens Biavl, som solgte egenproduceret honning og mjød. Det var også muligt at smage på honningvinen, som er krydret med nellike, ingefær, kanel og stjerneanis.
I boden ved siden af stod Laursens Landhandel med alverdens delikatesser.
- Folk har været flinke til at besøge os, og så har vi jo bare været heldige med vejret. Men jeg er glad for, at vi har mulighed for at stå i skygge, griner Nikolaj Laursen.
Kendinger på Torvet
Og blev man sulten i løbet af arrangementet, stod Jensens Frilandsgrise klar med grillede frankfurtere og friskbagt pølsebrød fra Nørager Bageri.
Helle Jensen fortæller, at de hver lørdag indtager Torvet i Skørping, og at byens borgere generelt er gode til at kigge forbi.
- Og når der kommer et arrangement som dette, bakker vi gerne op om det og sætter gang i grillen, siger hun.
Ligesom Jensens Frilandsgrise kan Tonny’s Grøntsager også findes på Torvet hver lørdag, og denne lørdag var ikke en undtagelse.
Tonny van Lankveld havde blandt andet taget nye kartofler og aspagers med, og det var noget, som trak folk til.