Se billederne: Skoleelever gav den gas til hjemmelavet musical
Vilsted friskole har i uge 16 og 17 pakket dansk og matematikbøgerne væk og i stedet fundet rollehæfter, mikrofoner, symaskiner, malerpensler og musikinstrumenter frem. Efter et par års coronapause er det endelig muligt at lave musical igen.
Alle elever har været sammen om at lave stykket ”Durmstrang” som skolen selv har skrevet både manuskript og musik til. Stykket er Harry Potter-inspireret og handler om en ond hersker, der har taget magten i verden. Heldigvis lykkes det med en god portion mod og lidt magi at genoprette fred og fordragelighed i verden, og det gode sejrer til sidst.
Eleverne har på forhånd valgt, om de ønsker at være på skuespil, musik, scenografi, lys/lyd, kostumer eller på cafe holdet. Alle har en vigtig funktion, for at det hele skal gå op i en højere enhed. Torsdag formiddag var der generalprøve på stykket, hvor mere end 200 bedsteforældre og elever fra naboskoler havde fundet plads i den til lejligheden indrettede teatersal. Stykket blev vist yderligere 2 gange torsdag aften, inden afslutningssangen lød for sidste gang.
Før man fik set sig om, havde forældrene på få minutter - som ved et trylleslag - atter forvandlet teatersalen til en helt almindelig gymnastiksal, som vidner om, at den almindelige hverdag venter i næste uge. Men det går nok også, for efter en intens uge med masser af hårdt arbejde og mange succesoplevelser, er der fornyet energi med i skoletasken.