Sankthansfest på Plejecenter Bøgely
Plejecenterets beboere blev ikke snydt for bål og fest
Rigtigt mange steder har man valgt at aflyse den ellers så traditionelle sankthans aften. Årsagen er jo som bekendt forsamlingsforbuddet, som stadig forbyder forsamlinger over 50 mennesker.
Normalt er beboerne isolerede på plejecenteret og må ikke modtage besøg på stedet, men pårørende må gerne hente og tage dem med ud at gå eller med hjem. Men tirsdag aften var en festdag.
Alle plejecentrets beboere var samlet udenfor, hvor der blev sunget fællessange og der var harmonikamusik. Ud over det faste personale, var også Bøgelys venner kommet, for at hjælpe beboerne ud og ind til sankthans Festen.
Årets båltaler var sognepræst Torben Haahr, som i sin tale uundgåeligt kom ind på corona og dens påvirkning i verdenssamfundet.
Heksen blev sendt til Bloksbjerg og det tørre træ var nemt at antænde. Herefter var der hotdogs eller pølser med brød leveret til døren af Farstrup Hallens Cafeteria v/ Tina Hartmann. Og det faldt i god jord. Personale og Bøgelys venner gik pendulfart for at hente de lækre pølser til beboerne, som også fik en øl eller vand efter ønske.
Selvfølgelig blev der også lidt til både personale og vennerne på Bøgely. En meget vellykket sankthans - afviklet ved middagstid.