Sæsonafslutning i Hadsund Tennisklub
30 medlemmer mødte op til sommerarrangement i godt vejr
Der er fuld gang i banerne på Hadsund Tennisklubs anlæg på Stadionvej, mellem skolen og hallerne.
Udover de almindelige træningsaktiviteter, har flere motionister fra Hadsund Tennisklub siden maj måned, vovet sig ud i en holdturnering mod andre klubber i det nordjyske.
- Der er spillet en masse kampe, både ude og hjemme, altid fulgt af hyggeligt samvær og spisning, fortæller formand Trine Gundesen.
Lørdag formiddag 22. juni 2019 indbød bestyrelsen til sommerarrangement for alle medlemmer. Op mod 30 medlemmer dukkede op til en dag med tennis, hyggelige pauser, frugt, kage og grill.
Vejret var perfekt, og selvom der kun er plads til 12 spillere ad gangen på banerne, var det helt fint med en pause ind i mellem, til at få en tår vand eller lignende, før man igen skulle ud i intense kampe. Der var ingen bagkant på arrangementet, og det gode vejr var derfor medvirkende til, at de sidste forlod klubbens anlæg omkring kl. 21 om aftenen.
Nu ser tennisklubben frem mod en god, varm sommer, før vi starter op med diverse træningsaktiviteter igen i starten af august, fastslår formanden.