Sådan ser smittetallet ud i Vesthimmerland
Kommunen placerer sig dermed i den absolut pæne ende på landsplan
VESTHIMMERLAND: Intet nyt er for så vidt godt nyt, når det gælder de seneste tal for corona-smitten i Vesthimmerland.
Præcis som i forrige uge var der i tidsrummet fra 1. til 7. februar blot ti vesthimmerlændinge, som blev registreret smittede med coronavirus, og Vesthimmerland placerer sig dermed i den absolut pæne ende på landsplan.
Geografisk er corona-smitten fortsat koncentreret i den sydlige del af kommunen.
Således er Løgstør-Ravnstrup det eneste sted i hele den nordvestlige del af kommunen, hvor der overhovedet er konstateret smittede i løbet af den seneste uge.
Derimod er der - som det fremgår af kommunens nyeste coronakort - lidt flere lokationer i den sydøstlige del af kommunen, hvor virussen stadig stikker sit grimme ansigt frem.