Billede beskrivelse

Så er de tilbage på rejsesporet... 28 unge skal til Grønland

20. december 2022 kl. 09.54

REJSELYST: Coronaepidemien fik Mariagerfjord Gymnasium til at skrue ned for rejseaktiviteten i et par år, men nu er skolen tilbage på rejse-sporet for fuld kraft. 

Og det bliver uden tvivl en oplevelse for livet, når 28 elever fra gymnasiet i Hobro næste forår sætter kursen mod den allernordligste del af det danske rigsfællesskab.

For første gang nogensinde sender Mariagerfjord Gymnasium i Hobro nemlig et hold elever på studietur til Grønland - de tager afsted i marts 2023. 

De skal opholde sig på Verdens største ø i 14 dage, hvor de skal køre i hundeslæde, gå på indlandsisen, sejle isfjordssejlads i Diskobugten og bo på kollegium sammen med jævnaldrende grønlændere. 

Christian Møller Larsen, uddannelsesleder på Mariagerfjord Gymnasium og underviser i historie og samfundsfag, står for at arrangere studieturen sammen med to af sine kolleger.

Han fortæller, at mange elever med naturvidenskabelig baggrund har søgt ind på turen. Det har været med til at booste interessen for rejsen, at der de senere år har været stort fokus på Grønland i medierne.

- Efter tre år med corona mærker jeg stor rejselyst blandt eleverne. Grønland er et spændende eventyr, siger han.

Interessen for at komme med på Grønlandsrejsen har været stor blandt eleverne. Så stor, at man måtte ud i lodtrækning. 50 var friske på en rejse til Grønland, da de tidligere på året blev spurgt. 

Bestyrelsesformand Morten Lassen trak lod for at finde de 28 heldige elever fra 1. og 2. g.

Støtte fra Undervisningsministeriet

Takket være en pulje i Undervisningsministeriet, som støtter studierejser i rigsfællesskabet, kan turen gennemføres for en egenbetaling af 6500 kroner pr. elev. Støtte fra puljen er 8500 kroner pr. elev. 

- Vi vil gerne give de unge en oplevelse ud over det sædvanlige. Ud over den fantastiske natur vil de få mulighed for at skabe relationer til unge grønlændere og få en forståelse af, hvordan det er at vokse op i den del af kongeriget, forventer Christian Møller Larsen. 

Der er masser af relevante faglige indfaldsvinkler til en rejse til Grønland. Eleverne skal fordybe sig i emner som identitetsdannelse i Danmark og Grønland, den grønlandske kolonifortid, råstofudvinding, international politik og nye handelsveje. 

Alle elever kommer på rejse

Alle elever på gymnasiet i Hobro kommer på en udvekslings- eller studierejse i løbet af deres gymnasietid. Mariagerfjord Gymnasium har venskabsskoler i Tyskland, Spanien og Frankrig. Desuden har skolen kontakter i Brasilien og North Carolina i USA. 

Som noget nyt er Mariagerfjord Gymnasium kommet med i Erasmus Plus, som er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner i Spanien, Italien, Rumænien og Slovakiet. Eleverne mødes online og diskuterer fælles europæiske udfordringer, fx klimaudfordringer. 

Projektet kører indtil januar 2025, men kulminerer i 2024, hvor elever fra alle skoler mødes til Political Festival of Europe i Mariager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste