Rørende i mørket
Rebild Kulturuger blev åbnet med gallapremiere på modstandsfilm på selve våbennedkastningsstedet ved Madum Sø
REBILD: Rebild Kulturuger har i år temaet "Rør", og rørende var det i den grad på den officielle åbningsaften lørdag, hvor den lokalt producerede film om modstandsmændene fra "Træfningen ved Hollandshus" havde gallapremiere på selve våbennedkastningsstedet ved Madum Sø.
Omsluttet af mørke og myg og med nattekulden snigende ind kunne man på storskærmen følge Henrik Bugge Mortensens og Jógvan Olsens dramadokumentar, som har været hele syv år undervejs.
Ikke mindst var det bevægende at høre Karl Peter Madsens fortælling, den sidste overlevende af de 12 modstandsmænd, som blev overrasket af tyskerne i Rold Skov natten mellem 17. og 18. august 1943.
Det kom til at koste to unge modstandsmænd livet og blev startskuddet til danskernes oprør mod besættelsesmagten og afslutningen på samarbejdspolitikken.
Karl Peter Madsen var 90 år, da optagelserne til filmen blev lavet. Han døde i 2014 i en alder af 94 år.