”Rødspætten” kom på tale i Fortælleværkstedet

Journalist Jørgen Toubro er altid god for en spændende historie fra Mariager Fjord Området

26. april 2019 kl. 13.22

HADSUND: Det og meget, meget mere kom det til at handle om, da journalist Jørgen Toubro, Hadsund var foredragsholder, da Hadsund Museumsforening holdt Fortælleværksted onsdag formiddag 10. april på Museet i Hadsund.

For det kom bl.a. til at handle om smuglerier.

Ukendt for de fleste er, at en af danmarkshistoriens største smuglere boede ved Mariager Fjord (Kastbjerg ved Havndal) for en lille menneskealder siden. Han kendtes som ”Rødspætten”, men hed også Thorkild Løndahl Therkildsen og Isidor Hartstein. Han døde i Kastbjerg som følge af en maveoperation i Randers. Havde fået besked på, at han skulle købe og betale medicin. Da han ikke gjorde, som der blev sagt, døde han. Han havde tjent styrtende med penge, og havde gemt dem eet eller andet sted, måske Svejts. De er aldrig fundet. Han undte sig hverken det ene eller andet, levede mestendels af affaldspålæg, som han tiggede hos lokale slagtermestre.

En anden smuglersag var også med: Coasteren ”Marianns” besøg på fjorden i 60’erne.

Skibet hentede kul til cementfabrikken Dania i Polen og DDR, men havde også sprit og masser af cigaretter med. Det solgtes eller byttedes med pornoblade lokalt. Også i Hadsund.

Så var der varme, underfundige og hyggelige portrætter af disse lokale kæmper: Havnefoged Niels Madsen, tv-journalist Chr. Kryger, Marianne og Anders Andersen, Martin Bavngaard, Fiat-Ove Pedersen, C. C. Moeskjær, Ingo på Hadsundbroen, Robert-fejemand Drøscher, Verner Borup Sørensen, Niels Pedersen, Falck, Poul G. Mortensen, MF-politiker, politimester Harne, Frode bib-baf Andreasen, Peter Nielsen, fabrikant, Assens, John Adelsparre, Kurt Kaptajn, Lynbarbereren, Skind-Peter og Skind-Holger, brofoged Ejnar Pedersen, Frede Jensen, (havskum), Åse og Jens E. Bech, Ruth og Børge Ingvartsen, Maler-John og fru Kirsten, Carl Henrik Rasmussen, bogtrykker, barber Harry Madsen, Otto Zander, Maler-John og Maler-Finn … og en hel del flere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste