Billede beskrivelse

Rektor hædret med Rotary-pris

11. juni 2017 kl. 06.00

STØVRING: Som en ekstra fødselsdagsgave på 60 års-dagen forleden fik rektor Jens Nielsen, Støvring Gymnasium, overrakt det synlige bevis på, at han i Rotary-kredse er at betragte som "Paul Harris Fellow".

Paul Harris-hædersbevisningen er tiltænkt personer, der har ydet en særlig samfundsnyttig indsats, og den blev i forbindelse med Jens Nielsens fødselsdagsreception på gymnasiet overrakt af præsident for Rebild Rotary Klub, Peter Jessen.

I sin motivation for at udnævne Jens Nielsen til "Paul Harris Fellow" fremhævede Peter Jessen blandt andet Rotary-klubbens gode samarbejde med Jens Nielsen og gymnasiet omkring modtagelse af udvekslingsstudenter.

Dertil kan bl. a. lægges etableringen af et samarbejde i 2002 med et gymnasium i Kina. Det komplekse samarbejde med Xiuzhou High School, Jiaxing, har ifølge Peter Jessen krævet både vilje, mod, vedvarende opmærksomhed samt ledelse både internt på skolen og i forhold til kommunen.

- Jens Nielsen værdsætter alle og er blændende til samarbejde med elever, elevråd, lærer, øvrige personale, bestyrelsen, kommunen og andre samarbejdspartnere. Blandt andet derfor er Støvring Gymnasium kendt for sine engagerede elever og medarbejdere, ligesom initiativer på gymnasiet er forbilleder for andre gymnasier og rektorer, hed det videre i fødselsdagshilsenen fra Rebild Rotary Klub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste