Rejsebeskrivelse: På skolebesøg i Kenya

17. juni 2018 kl. 10.28

På vegne af organisationen Seniorer uden Grænser (SuG) besøgte Hanne Nicolaisen, Syrenvej, Hadsund, i april St. Anne Academy i byen Nanyuki i det nordlige Kenya.

- Hensigten med besøget var at følge op på et skoleprojekt, der støttes økonomisk af SuG, fortæller Hanne Nicolaisen efter turen.

SuG støtter St. Anne Academy gennem sponsorater til betaling af skolepenge til børn fra meget fattige familier, og til støtte af den fysiske udbygning af skolen. St. Anne Academy ligger i udkanten af Nanyuki i et slumområde, der er præget af arbejdsløshed og fattigdom.

- Min første dag på skolen 3. april, var således en øjenåbner og en meget voldsom kontrast til danske forhold. Skolens fysiske rammer var meget nedslidte og primitive, måtte Hanne Nicolaisen konstaterer. Skolen har 115 elever, og tilbyder undervisning fra 0 -7 klassetrin. Der undervises efter kenyansk skolelovgivning med afholdelse af obligatoriske prøver.

Mange børn i lokalområdet kommer ikke i den offentlige skole, da dette er forbundet med en del udgifter og kvaliteten er ofte dårlig. Basiliska Martin, skolens leder, besluttede derfor at oprette en privatskole for børn fra byens slumkvarter i 2008.

Mange elever bor meget primitivt i lokalområdet og de fleste forældre er enlige forsørgere. Man klarer sig med et par geder, lidt høns og lidt småindtægter.

Eleverne betaler skolepenge i det omfang det er muligt for dem, hvilket i praksis vil sige, at mange ikke kan betale. Derfor er SuG’s økonomiske støtte meget vigtig for skolens eksistens.

På grund af begrænsede økonomiske midler bliver undervisningsmaterialet ofte fremstillet af lærerne selv, og møblerne er, af samme grund, gamle og vakkelvorne, tavler findes ikke i alle lokaler, legetøj og legeredskaber forekommer ikke, døre og vinduer mangler istandsættelse osv.

Dette til trods er skolen velanset og elevernes resultater afspejler et godt læringsmiljø.

Endvidere var mit besøg på skolen meget positivt og tankevækkende, idet jeg mødte livsglade, velfungerende og engagerede elever. Desuden var Basiliska og lærerne omsorgsfulde og ambitiøse undervisere, der leverede en konstruktiv og, efter forholdene, spændende undervisning.

Skolens leder, Basiliska, håber på at få mulighed for at købe egnede bygninger i nær fremtid og derved få bedre og mere tidssvarende faciliteter, der vil kunne tiltrække flere betalende elever, men konkurrencen er hård, idet der er mange privatskoler i nærområdet, og da disse skoler ofte er støttet af kirken er økonomien bedre, og dermed også faciliteterne, hvilket naturligvis tiltrækker flere elever.

Det var en stor fornøjelse for mig at se børnenes og lærernes glæde ved overrækkelsen af de medbragte gaver fra både Bog & Ide og Lions Club, Hadsund. Pengene fra Lions Club i Hadsund skal bruges på nyt undervisningsmateriale.

Der var stor glæde og taknemmelighed fra alle på St. Anne Academy.

Besøget på skolen og i lokalområdet såvel som diskussioner og møder med Basiliska om St. Anne Academy har i høj grad bevidstgjort mig om, hvor betydningsfuld samarbejdet mellem St Anne Academy og SuG er for at sikre skolegang og hermed bedre fremtidsmuligheder for børnene fra slumområdet i Nanyuki.

Sct. Anne Academy er en privat skole beliggende i Nanyuki i Kenya og skolens formål er at give god skolegang for fattige og udsatte børn.

Oplysninger om projektet og SuG kan fås på: www.seniorerudengrænser.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste