Billede beskrivelse

Rebildløbet for fuld musik og mulighed for at møde Røverne fra Rold

04. juni 2017 kl. 06.00

Når løberne spurter eller lunter gennem Rold Skov og Rebild Bakker lørdag 10. juni, er det ikke bare det tunge åndedræt og grusets knitren under løbeskoene på skovstierne, de kan høre. De kommer også til at blive forkælet med dejlig musik bl.a. fra musikanter fra Himmerlands Folkemusikskole, som akkompagnerer naturens egne lyde på bedst mulige vis.

Formålet med live-musik er at skabe god stemning for løberne, når de allermest har brug for opbakning - og at tilføje oplevelserne i skoven en ny dimension.

Udover at løbet krydres med dejlig musik, er der også chance - eller risiko - for at møde de berygtede røvere fra Rold.

Nogle dukker pludselig op fra bag et træ, andre sidder stille og roligt og holder hvil og spiller musik ved et lejrbål. Røverne fra Rold er dog kendt for ikke at holde sig tilbage, hvis de ser nogle løbere, som trænger til at få lidt "fut bagi" - uden nogen dog skal føle sig truet.

De dygtige skuespillere kommer år fra Alletiders Familieteater i Skørping.

Når man deltager i Rebildløbet, får alle en flot medalje med hjem, uanset om man løber 5,9 km, 13,7 km eller en halvmaraton.

Også børnemedaljerne er blevet opgraderet, så de virkelig er værd at komme efter. Det er Mekoprint i Støvring, som har påtaget sig den store opgave at lave "den fedeste medalje nogensinde" til Rebildløbets deltagere.

Ingen kommer til at løbe tørstige eller sultne fra Rebildløbet. Depoterne, som i år er flot afskærmet med parasoller med Jutlander Bank-logo, byder på lækkerier af alskens art, og i målområdet er der kage, frugt og vand.

Efter løbet er der mulighed for at købe mad og drikke fra lokale udbydere, så der er lidt at hygge med, inden vinderne skal kåres.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste